Den sociale organismes tregrening, en tidsnødvendighed

07/1919 - Rudolf Steiner

[801/01]	Det er på tide at erkende at de nuværende partiprogrammer som stammer fra ældre eller nyere tid, må svigte overfor de kendsgerninger som er opstået ud fra verdenskrigskatastrofen 1914-1918. De partiprogrammer hvis talsmænd var med til at ordne samfundsforholdene, burde man holde for modbevist af denne katastrofe. Talsmændene for disse partiprogremmer burde være klar over at deres tanker var utilstrækkelige når det gælder om at mestre de virkende kendsgerninger i udviklingen. Deres tanker har ikke kunnet fatte disse kendsgerninger, som derfor har ført til forvirring og voldsomme udladninger. Resultatet af en sådan erkendelse burde føre til at man strebte efter tanker som var mere i pakt med den virkelige gang i udviklingen.
[801/02]	Man kaldte det for praksis som ikke var andet end snævertsynet rutine. De såkaldte praktikere havde vendet sig til et snævert livsområde. Dette område beherskede de rutineret. De manglede tilbøjelighed og interesse for at se dette livsområde i sammenhæng med større livsområder. Man var stolt over at være en "praktiker" indenfor sit snævert livsområde. Man gjorde det rutinen krævede, og sin gerning lod man strømme ind i det almene livsmaskineri. Man bekymrede sig ikke om det videre gang i maskineriet. Til slut filtret alt sig sammen, og ud af denne sammensurium udviklede sig verdenskatastrofen. Man havde hengivet sig til en "praksis" uden tanker som kunne mestre virkeligheden. Dette var de ledende kredses skæbne. - Nu da man står foran forvirringen, kan man ikke frigøre sig fra de gamle tankevaner. Man har vendet sig til at se på det ene eller det andet som "praktisk nødvendigt", og er ikke i stand til at se hvordan det man tror er "praktisk nødvendigt" er noget som er indvendigt mørt.
[801/03]	Man har anskueligt kunnet se af næringslivet i senere tid at menneskenes tankemåde ikke har mestret virkeligheden. Den indre mørhed på dette livsområde kom til syne gennem den socialistiske bevægelse. Indenfor denne bevægelse opstod den anden slags partiprogrammer: partiprogrammer som fremgik af den umiddelbare oplevelse af denne mørhed, og som enten kritisk krævede en ændring af de forvirrede forhold, eller som ventede at en "udvikling" overladt til sig selv, skule føre til sundere forhold. Disse programmer opstod teoretisk ud fra almene menneskehedskrav uden at regne praktisk med kendsgerningerne. De socialistiske tanker, som var en teori uden praksis, stilte sig imod den "praksis" som ikke var andet end rutine som foragtede tanker. Nu da kendsgerningerne kræver at mere frugtbare tanker med rod i virkeligheden griber ind, viser det sig at de tidligere teoretiske "tanker uden praksis" var utilstrækkelige. Disse teoretiske tanker vil i stadig større grad vise sin utilstrækkelighed jo mere det bliver nødvendigt at gribe ordnene ind i nutidens forvirring med en tænkning som er i pakt med virkeligheden.
[801/04]	Overfor rutinen uden tanker og de teoretiske programmer uden praksis er det i dag for mennesker som vil tænke virkelig praktisk, nødvendigt at have en god vilje i en vis retning. De rutinerede, men i sandhed upraktiske praktikere burde stræbe efter at indse at en tankeløs videreføring af næringslivet ikke fører ud af katastrofen, men desto dybere ind i den. Man vil ikke se i øjnene at den tankeløshed som man har forvækslet med livspraksis har ført ind i forvirringen. Man har foragtet tænkere som "upraktiske idealister" og man vil ikke indrømme at man dermed har optrådt på den mest upraktiske måde. Ja, at man har vist sig som "idealist" i ordets værste mening.
[801/05]	På den anden side, der hvor det teoretiske "krav uden praksis" råder, vil man tilkæmpe sig en menneskeværdig tilværelse for den samfundsklasse som for tiden føler at den endnu ikke har del i en sådan tilværelse. Man ser ikke at man vil kæmpe for dette uden virkelig indsigt i hvad der er livsnødvendig i en sund social organisme. Mange tror at hvis man tilkæmper sig magten for disse teoretisk højtliggende, men upraktiske krav, vil man også som ved et under bevirke det som man stræber efter.
[801/06]	Den som mener det ærligt med menneskeheden også i den klasse som ud fra sin undertrykkelse fremsætter disse krav og som mener at komme til målet på den måde som er nævnt ovenfor, må gå ind på spørgsmålet: Hvad skal det føre til hvis man på den ene side holder fast ved programmer som er modbevist af verdensudviklingen, og på den anden side forsøger at tilkæmpe sig magten for krav som ikke vil skaffe sig tilgang til det som livet selv kræver for en mulig social ordning?
[801/07]	Det er muligt at man er velmenende overfor arbejderbevægelsen, men man er ikke objektivt ærlig mod den hvis man ikke prøver at vække dens forståelse for at de programmer som den sværger til ikke kan føre til de sunde samfundsforhold som den venter sig, men vil føre til den europæiske kulturs undergang - og med den også arbejderbevægelsens undergang. Man er i dag bare ærlig overfor arbejderbevægelsen når man vækker forståelse hos den for at den aldrig kan opnå det den ubevidst streber efter med de progammer som den har gjordt til sine.
[801/08]	Arbejderbevægelsen liver i en frygtelig vildfarelse. Den har set hvordan de menneskelige interesser i de sidste århundrede efterhånden er blivet helt opsuget af erhvervslivet. Den måtte lægge mærke til hvordan samfundslivets retsformer blev fastsat ud fra magten og behovene i de bestående former; den kunne se hvordan hele åndslivet, og da specielt opdragelses- og skolevæsenet, voksede frem af de forhold som gav sig af næringslivets behov, og ud fra en stat som også var afhængig af erhvervslivet. Og en ødelæggende overtro om at alt retsliv og alt åndsliv naturnødvendig opstår af erhvervslivets struktur slog rod i arbejderbevægelsen. I dag er allerede også vide kredse udenom arbejderbevægelsen hengivet til denne overtro. - Det som i de sidste århundrede har udviklet sig som et tidsfænomen, nemlig åndslivets og retslivets afhængighed af næringslivet, anser man som naturnødvendighed. Og man ligger ikke mærke til hvordan det virkelig forholder sig: At det er dennne afhængighed af erhvervslivet som har drevet menneskeheden ind i katastrofen. Man hengir sig til den overtro at man bare trænger til en anden udformning af næringslivet, og den vil af sig selv føre til et andet retsliv og et andet åndsliv. Man vil bare forandre den økonomiske struktur og indser ikke at man må gøre en ende på åndslivets og retslivets afhængighed af erhvervslivet.
[801/09]	På det nuværende tidspunkt i verdensudviklingen kan det ikke for retslivets og åndslivets vedkommende dreje sig om at strebe efter en anden art afhængighed af erhvervslivet, men om at skabe et sådant erhversliv hvor varefremstilling og varecirkulation forvaltes på saglig måde, og hvor menneskets retslige forhold til andre mennesker, og dets muligheder for at udfolde sine medfødte evner og anlæg gennem opdragelse og skolegang, ikke bevirkes ved den stilling det har indenfor erhvervslivets kredsløb. I den tidligere historieepoke var retsliv og åndsliv en "overbygning" til erhvervslivet. I fremtiden bør de være selvstændige områder i den sociale organisme ved siden af næringslivet. De forholdsregler som må treffes indenfor erhvervslivet bør give sig ud fra erfaring hentet fra næringslivet og ud fra den tilknytning som mennesker har til de enkelte områder i næringslivet. Det må opstå associationer udfra erhvervsgrupperne, udfra producenters og konsumenters sammenflettede interesser, som tilspidser sig op i en central erhvervsforvaltning. De samme mennesker som tilhører denne erhvervslivs organisation danner også når det gælder forvaltning og representation, et selvstændigt retssystem, hvor alt det reguleres som hører ind under det bedømmelsesområde som ethvert myndigt menneske har del i. Der bliver på demokratisk grundlag alt det udformet som stiller ethvert menneske lig med alle andre mennesker. Indenfor forvaltningen af dette samfundsfællesskab bliver f.eks. arbejdsretten reguleret (arbejdets art, dets omfang og varighed). Dermed faller denne regulering ud af næringslivets kredsløb. Arbejderen står indenfor erhvervslivet som fri aftalepartner overfor de som han må arbejde sammen med i produktionen. Når det gælder hans medarbejd indenfor en gren af produktionen, må sagkundskab i næringslivet være afgørende. Når det gælder udnyttelsen af hans egen arbejdskraft, er han som myndig menneske selv med til at bestemme på det demokratiske retsgrundlag udenfor næringslivets kredsløb.
[801/10]	På samme måde som retslivet (statsforvaltningen) bliver ordnet af det selvstændige retssystem indenfor den sociale organisme, uafhængig af næringslivet, bliver også åndslivet (opdragelses- og undevisningsvæsenet) fuldstændigt frit ordnet af det selvstændige åndslivssystem indenfor det sociale fællesskab. For lige så lidt som et sundst erhvervsliv kan være sammensmeltet med statslivet i den sociale organisme, hvor alt må følge af dømmekraften hos alle myndige mennesker som indbyrdes er ligestillet, lige så lidt kan forvaltningen af åndslivet baseres på love, forordninger, tilsyn o.l. som giver sig af dømmekraften hos myndige mennesker bare fordi de er myndige. Åndslivet trænger til en selvstændig forvaltning som bare formes ud fra menneskehedespædagogiske synspunkter. Kun i en sådan selvstyrende forvaltning af åndslivet kan de medfødte individuelle evner og begavelser i et folk på rette måde plejes, til det bedste for det sociale liv.
[801/11]	Den som er i stand til ud fra virkelig livspraksis fordomsfrit at sætte sig ind i hvad der er livsbetingelserne for den sociale organisme på det nuværende trin af menneskeudviklingen, kan vel næppe komme til noget andet resultat end at man for at komme til en sund social organisme er nød til at oprette et selvstændigt åndsliv, et selvstændigt retsliv og et selvstændigt næringsliv. Enheden i den hele sociale organisme blir slet ikke bragt i fare ved et sådant skridt, for denne enhed er begrundet i virkeligheden ved at ethvert menneske med sine interesser står inde i alle tre systemer, og ved at centralforvaltningen, til trods for sin uafhængighed af hverandre, kan bringe sine forholdsregler i samklang med hverandre.
[801/12]	At de internationale forhold ikke danner nogen hindring selv om bare en enkelt stat for sig opretter et sådant selvstyre for hvert af de tre systemer og funktioner i den sociale organisme, vil blive vist i næste artikel.