|
|
|
Europa
Det må udfra et tregrenet synspunkt være indlysende, at EU-samarbejdet i princippet er et rigtigt og nødvendigt foretagende på det økonomiske plan. Det realiserer økonomiens fordringer om store internationale associationer og fordringen om at rydde politiske hindringer og bånd på erhvervslivet væk. At EU efterhånden bliver mere og mere politisk, er på det økonomiske område beklageligt. På det statslige område er det rigtige i denne tendens til statsudvikling besat med uvisse spørgsmålstegn. I spørgsmålet om den åndelige og sjælelige realitet i Europa er under udvikling, og hvor den fører hen, findes der delte meninger. Instituttet vil tjene som forum for denne diskussion uden i forvejen selv at lægge sig fast på et standpunkt. Jeres bidrag er meget velkommen.
Det ligger os derimod stærkt på hjertet at pege hen mod åbenlyse fejludviklinger.
En sådan fejludvikling ville være at følge den tyske udenrigsminister Joschka Fischers forslag om et føderalt Europa. Diskussionen om Europas fremtid er nødvendig, og den bliver nødt til at fjerne sig fra den skandinaviske tendens til at gøre debatten emotional eller kun at tale om økonomi.
Den tyske udenrigsminister Joschka Fischer har taget det nødvendige skridt og spurgt til EUs finalitet. Fischer ser som realpolitiker tiden som moden til nu, inden Euro og øst-udvidelsen, endlig at fastsætte en køreplan for den uafvendelige europæiske integration inden integrationen overrumpler os, mens vi sover. I sin tale den 12/5 spørger han, hvordan man på lang sigt skal kunne forklare, at stater, som gennem valutaunionen har bundet sig uløseligt i deres økonomisk-politiske eksistens til hinanden, ikke også skulle samle sig mod ydre trusler og klare deres sikkerhed sammen. Til de uundgåelige funktionsproblemer, som EU vil blive stillet overfor med Euro og øst-udvidelsen, har Fischer et ganske enkelt svar: En overgang fra et
statsligt samarbejde til en fuldgyldig parlamentalisering i en europæisk føderation, altså et europæisk parlament og en regering som er lovgivende, og som har den eksekutive magt. Han ser dog, at fuldførelsen af den europæiske integration kun lader sig forestille, hvis det sker på grundlaget af en suverænitetsdeling mellem Europa og nationalstaterne - en opgave som kun et to kammersystem med et nationalkammer og et europakammer kan opfylde.
Fischers "vision" er egentlig kun visionær i sin intention, ikke i sit indehold. Udviklingen i Europa kræver dialog og debat, men realpolitikeren Joschka
Fischer kan ikke fremkomme med andet end en føderal model udfra EUs subsidiaritetsprincip og hans tyske forbundspolitiske ramme. Det ville være ulykkeligt hvis Europa skulle føje sig ind i Fischers føderale maskineri. To problemer opstår ud fra denne "vision" af et føderalt Europa bestående af nationale delstater:
Det generelle problem er at delstaterne defineres etnisk-kulturelt. Det vil på ingen måde bringe os hen mod et frit åndsliv, hvis delstaterne, hvis eksistens vil være retfærdiggjorte på grundlag af kultur, skulle være ansvarlige for åndslivet. Resultatet vil bevirke en større sammenblanding af åndsliv og politik til sidstnævntes fordel. Hvad vi har brug for er et frit åndsliv. Befolkningernes skræk for at blive kulturelt fremmedgjorte i et forenet Europa kan man ikke imødegå med et nationalstaternes Europa - kampen mellem de politiserede kulturer er forprogrammeret. Kun ved et virkeligt frit åndsliv forsvinder fronterne og åndslivet kan dermed blomstre. Befolkningens angst for kulturel fremmedbestemmelse kan kun blive udvisket hvis ethvert individ bliver bære af kulturelle rettigheder. Den forprogrammerede kamp mellem de politiserede kulturer er det andet væsentlige problem. Den europæiske integration bliver nu båret af den politiske Elite, og derfor er samarbejdet uproblematisk (selv om problemet med Østrig tydeligt viser de latente problemer). Men eksemplet Jugoslavien viser hvor ustabil en føderation er; især når den bygger på etnisk/kulturelt definerede delstater. Som i Jugoslavien består muligheden for, at en desintegreret politisk elite udfra de enkelte delstater kommer i strid med hinanden (over f.ex. økonomiske spørgsmål) og misbruger kulturen i nationalistisk hensigt til at tilrane sig stærkere politiske kompetencer, hvilket så kan føre til nationalisme, løsrivelsestendenser og krig.